Vedtægter


Vedtægter for FoFoDaLa Aalborg


Formål m.v.

§ 1. Foreningens formål er at virke initierende for arrangementer af både faglig og social karakter på landinspektøruddannelsen i Aalborg.

Stk. 2. Foreningens motto er: “Lad de der vide og kan forvalte rige og land.” 

Stk. 3. Foreningens logo er som afbildet i Bilag 1.

Samarbejde mellem Aalborg og København

§ 2. Foreningen Aalborg skal samarbejde med foreningen København om at skabe et godt studiemiljø for alle landinspektørstuderende. De to foreninger skal derfor som minimum samarbejde om følgende punkter:

  • Koordinering ad Landinspektørforeningen
  • Sponsorater
  • Billeder af nye medlemmer på hjemmesiden

Stk. 2. De to bestyrelsesmedlemmer fra Aalborg udgøres af formanden og kassereren. Det kan aftales at et andet bestyrelsesmedlem kan indtræde som suppleant ved årsager for fraværelse.

Stk. 3. Der udarbejdes skriftlige aftaler om hvert af de i stk. 1 nævnte punkter. Aftalerne udarbejdes og underskrives af repræsentanterne. 

Medlemmer m.v.

§ 3. Studerende på landinspektøruddannelsens 1.-10. semester kan optages i foreningen som aktive medlemmer.  

Stk. 2. Aktive medlemmer, der holder orlov fra uddannelsen, har fortsat status som aktivt medlem.

Stk. 3. Foreninger, firmaer o.l. samt studerende, der har endt 10. semester kan ved betaling af kontingent opnå status som passive medlemmer. Passive medlemmer må deltage i faglige fredage og generalforsamlinger.  

§ 4. Bestyrelsen fastsætter inden den ordinære generalforsamling størrelsen af næste års kontingent.

§ 5. Efter betaling af kontingent opnås medlemskab af foreningen for den resterende studietid.

Stk.2. Efter betaling af kontingent som passivt medlem opnås medlemskab af foreningen frem til og med afholdelse af næste ordinære generalforsamling.

Stk. 3. Indmeldelseskontingentet er enslydende uanset indmeldelsestidspunkt.

Stk. 4. Ved skifte af uddannelsessted flyttes medlemskab til foreningen på stedet man flytter hen

§ 6. Udmeldelse af foreningen skal – såfremt det ikke sker i forbindelse med en ordinær generalforsamling – ske skriftligt til den siddende bestyrelse. Udmeldelsen har omgående virkning og begrunder ikke refusion af kontingent. 

 § 7. Et aktivt eller passivt medlem kan kun ekskluderes fra foreningen af generalforsamlingen. Eksklusion medfører ikke refusion af kontingentet.

Stk. 2. Et medlem der ekskluderes skal meddeles forud generalforsamling

Stk. 3. Eksklusion kan ske på baggrund af opførsel der modstrider foreningens formål jf. §1

Stk. 4. Eksklusion af medlem træffes af den siddende bestyrelse

§ 8. Ved afholdelse af arrangementer er der fastlagt retningslinjer for priser og bookning af lokale på Create samt andre forhold. Disse retningslinjer er at finde på FoFoDaLa Aalborg’s Facebookside.

 Generalforsamling

§ 9. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. 

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april eller maj måned 

Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde mindst følgende punkter: 

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Formandens beretning
  3. Beretning fra kassereren samt fremlæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år samt fastsættelse af næste års kontingent.
  4. Godkendelse af regnskab
  5. Beretninger fra arbejdsgrupper
  6. Valg af bestyrelse
  7. Valg af revisorer
  8. Indkommende forslag 
  9. Evt. 

Stk. 3. De i stk. 2, pkt. 7 nævnte revisorer skal være aktive medlemmer af foreningen. Revisorerne indstiller til generalforsamlingen, hvorvidt regnskabet bør godkendes. Indstillingen skal foreligge senest 1 uge inden generalforsamlingen. 

Stk. 4. På generalforsamlingen behandles endvidere ethvert emne eller forslag, der er fremsat af bestyrelsen eller er forelagt denne af et aktivt medlem senest 2 uger inden generalforsamlingen. 

Stk. 5. Indkaldelse til generalforsamling foretages af bestyrelsen og bekendtgøres med mindst 3 ugers varsel ved opslag på FoFoDaLa Aalborg’s Facebookside.

Stk. 6. Meddelelse om dagsorden og orientering om fremsatte forslag opslås på FoFoDaLa Aalborg’s Facebookside senest 1 uge inden generalforsamlingen.

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det fornødent eller modtager skriftlig anmodning derom fra mindst 10 aktive medlemmer. 

Stk. 2. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling foretages af bestyrelsen, dog senest 3 uger efter den modtagne anmodning, og med et varsel på ikke mere end 4 uger.

§ 11. Ved generalforsamlinger har kun foreningens aktive medlemmer stemmeret. Hvert aktivt medlem har én stemme.

Stk. 2. Udøvelse af stemmeret kræver personligt fremmøde, dog kan fremmødte medlemmer hver afgive stemme for ét fraværende medlem, såfremt skriftlig fuldmagt fremvises til dirigenten inden forhandlingerne påbegyndes. 

Stk. 3. Generalforsamlingens sager afgøres ved simpelt stemmeflertal, uanset antallet af de afgivne stemmer og antallet af de fremmødte medlemmer. Stemmelighed medfører forkastelse af forslag.

Stk. 4. Ugyldigt afgivne stemmer betragtes som ikke-afgivne stemmer. 

Stk. 5. Forslag fremsat under eventuelt kan ikke bringes til afstemning.

Bestyrelsen m.v.

§ 12. Ved generalforsamlingen vælges, blandt foreningens aktive medlemmer, en bestyrelse bestående af 6 (8) personer fra henholdsvis 2., 4., 6., (8. semester.)

Stk. 2. De til bestyrelsen opstillede kandidater offentliggøres senest samtidig med dagsordenen til generalforsamlingen. I samme forbindelse offentliggøres hvilke bestyrelsesmedlemmer, der fratræder bestyrelsen.

Stk. 3. Til bestyrelsen vælges fra hvert semester de der opnår flest stemmer. Ved stemmelighed foretages om nødvendigt omvalg blandt de kandidater, der ved første afstemning fik samme antal stemmer. Ved vedvarende stemmelighed træffer bestyrelsen beslutning herom.

Stk. 4. Såfremt der fra et semester kun opstilles det ønskede antal kandidater, vælges disse automatisk til bestyrelsen. 

Stk. 5. Såfremt et semester opstiller færre end det ønskede antal kandidater, vælges den eller de fra de øvrige semestre, der har fået flest stemmer, og som ellers ikke ville være blevet valgt til bestyrelsen. 

Stk. 6. Såfremt der i alt opstilles færre end 6 kandidater, vælges samtlige opstillede til bestyrelsen. Opstiller ingen kandidater til bestyrelsen opløses foreningen.

Stk. 7. I forbindelse med valg til bestyrelsen har alle foreningens aktive medlemmer 2 stemmer pr. semester, der opstiller flere end 2 kandidater. Stemmerne skal fordeles med 2 til hvert af disse semestre. Begge stemmer må ikke falde på den samme person.

Stk. 8. Såfremt de valgte bestyrelsesmedlemmer ikke har sin daglige gang på det campus hvorfra de er valgt, må de da fratræde deres post, og der skal findes en erstatning. Som udgangspunkt skal nye bestyrelsesmedlemmer vælges fra det semester hvorfra den de erstatter, er valgt, alternativt vælges en fra et andet semester.

Stk. 9. Bestyrelsens formand, samt næstformand, har bemyndigelse til at underskrive på vegne af foreningen.

Stk. 10. Fra FC LAND indtræder en repræsentant som varetager deres interesser. Repræsentanten har ikke stemmeret eller indflydelse på foreningens beslutninger. FC LAND udpeger denne repræsentant. Om samarbejdet henvises til dokument på FoFoDaLa Aalborg’s Facebookside.

§ 13. Den valgte bestyrelse konstituerer sig ved sit første bestyrelsesmøde, der afholdes senest 2 uger efter generalforsamlingen, og skal ud over formanden bestå af en kasserer, en sekretær samt evt. øvrige poster, som bestyrelsen måtte finde formålstjenlige. 

Stk. 2. Formandens opgave er at repræsentere foreningen, samt at virke koordinerende for de øvrige bestyrelsesmedlemmers aktiviteter. Der tilstræbes at formanden kan sidde i minimum to år.

Stk. 3. Ved fællesarrangementer og andre tværgående initiativer, hvortil der kræves et fælles regnskab, vil dette blive administreret af kassereren i FoFoDaLa Aalborg.

Stk. 4. Kassereren er ansvarlig for kassebeholdningen og opkræve kontingenter.

Stk. 5. De øvrige bestyrelsesmedlemmers eventuelle arbejdsområder defineres ved det konstituerende bestyrelsesmøde.

§ 14. Foreningen tegnes af medlemmerne af bestyrelsen. 

Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen kan kun tegne foreningen, forudsat et flertal i bestyrelsen har givet bemyndigelse hertil.

§ 15. Fratræder et bestyrelsesmedlem sin post indtræder 1. suppleant i bestyrelsen, der om nødvendigt re-konstituerer sig. 

Stk. 2. Såfremt et af de på 2-8. semesters valgte bestyrelsesmedlemmer fratræder sin post, og hvis der ikke forefindes suppleanter, vælges det nye bestyrelsesmedlem blandt de aktive medlemmer.

§ 16. Fratræder hele bestyrelsen indkaldes til ekstraordinær generalforsamling under iagttagelse af reglerne jf. § 9, stk. 2 som ved ordinær generalforsamling

§ 17. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov.

Stk. 2. Såfremt der på et bestyrelsesmøde vedtages beslutninger om sager, som bestyrelsen finder, er af væsentlig betydning, offentliggøres disse på foreningens Facebookside.

Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer heraf er til stede.

Stk. 5. I øvrigt fastsætter bestyrelsen selv sin dagsorden.

§ 18. Ved bestyrelsesmøder har hvert bestyrelsesmedlem én stemme. 

Stk. 2. Sager, der kommer til afstemning ved bestyrelsesmøder, afgøres ved simpelt flertal.

Stk. 3. For tilfælde som nævnt § 18 stk. 2, har formanden den afgørende stemme ved stemmelighed.

Arbejdsgrupper

§ 19. Bestyrelsen kan nedsætte og opløse arbejdsgrupper efter behov.

Stk. 2. Arbejdsgrupper består af interesserede, aktive medlemmer, evt. passive eller ikke-medlemmer, i et antal, der fastsættes af bestyrelsen. Det tilstræbes, at alle semestre så vidt muligt vil være repræsenteret i arbejdsgrupper. 

Stk. 3. Bestyrelsen udstikker retningslinjer for arbejdsgruppernes arbejde. 

Stk. 4. Arbejdsgrupper er ansvarlige overfor bestyrelsen.

§ 20. Bestyrelsen kan nedsætte interne arbejdsgrupper, bestående af bestyrelsesmedlemmer.

 Faglig kalender

§ 21. Bestyrelsen, eller en arbejdsgruppe nedsat af bestyrelsen, udarbejder i slutningen af hvert forårssemester en faglig kalender, der viser de omtrentlige tidspunkter for afholdelse af faglige arrangementer (Nyborgmødet etc.) i det kommende år.

Stk. 2. Bestyrelsen organiserer udbredelse af supplerende information om de faglige arrangementer, der er omfattet af stk.1.

Løsøre

§ 22. Bestyrelsen forestår opbevaring, administration og vedligeholdelse af foreningens løsøre. 

Stk. 2. Bestyrelsen fastsætter regler og priser for udleje af det i stk. 1 omtalte løsøre.

§ 23. Bestyrelsen forestår nyindkøb af foreningens løsøre.

Stk. 2. Nyindkøb foretages på baggrund af ønsker fra foreningens medlemmer.

Stk. 3. Nyindkøb skal godkendes af bestyrelsens medlemmer.

§ 24. Bestyrelsen kan sælge eller bortgive løsøre, der må antages ikke at have nogen værdi for foreningen.

 Æresmedlemmer

§ 25. Udnævnelse af æresmedlemmer skal ske efter følgende kriterier:

  1. Kandidaten skal have udmærket sig ved at have virket initierende og støttende for foreningen samt studielivet.

Stk. 2. Indstillingen af kandidaten skal ske skriftligt af et medlem af foreningen og skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 3. Bestyrelsen skal offentliggøre indkomne forslag senest en uge før generalforsamlingen.

Stk. 4. Udnævnelse af æresmedlemmer sker ved afstemning på generalforsamlingen. Der skal være 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer.

Stk. 5. Bestyrelsen offentliggør udnævnelsen på foreningens hjemmeside.

Stk. 6. Æresmedlemmet modtager ved offentliggørelsen et æresbevis med begrundelse for udnævnelsen, gratis passivt medlemskab samt en passende opmærksomhed.

Vedtægtsændringer

§ 26. Vedtægter kan kun ændres på ordinære eller ekstraordinære generalforsamlinger, når forslag herom har været optaget på dagsordenen, og forslaget i sin helhed er offentliggjort på foreningens hjemmeside senest 3 uger inden generalforsamlingen. 

Stk. 2. Ændringsforslag til de paragraffer, som de fremsatte forslag omfatter, kan behandles på generalforsamlingen uden at have været udsendt først. 

Stk. 3. Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves, at mindst 2/3 af de gyldigt afgivne stemmer er herfor.

Foreningens opløsning

§ 27. Foreningen kan kun opløses ved en generalforsamling, hvor mindst 3/4 af foreningens aktive medlemmer er til stede, og mindst 3/4 heraf stemmer for opløsningen. Forslag om opløsning skal udsendes til samtlige aktive medlemmer senest 3 uger inden afholdelse af generalforsamling.

Stk. 2. Såfremt foreningen opløses træffer generalforsamlingen samtidig beslutning om, hvad der skal ske med foreningens midler.

§ 28. De vedtægter, der er vedtaget på generalforsamlingen d. 17. maj 2023, træder i kraft samtidig med vedtagelsen, og ophæver dermed alle tidligere vedtægter for foreningen.